Opdateret oktober 2026: Dette er en personlig beretning om en første Defqon.1 i 2015, og detaljerne gælder for dengang. Hvordan det ser ud i dag, kan du læse om på siderne om Defqon.1 2027, billetterne og rejsen derned. Praktiske tips finder du i guiden Første gang på Defqon.1.

Tiden var inde, vi var fremme! Det var en af de absolut fedeste oplevelser i mit liv, og jeg havde glædet mig vildt! Jeg havde kun forestillet mig, hvor mange mennesker der ville være, men du godeste, så mange mennesker. En myldren af folk, der skulle finde deres plads, bredte sig. Alle var der for det samme. Musik, fællesskab og frihed. Musikken buldrede dumpt i baggrunden fra festivalen, mens jeg slog mit telt op i lejren ved siden af mine nye venner. Friheden til at være sig selv og give slip på alle hæmninger for at gå all in. Nu gjaldt det, nu var det tid, nu var det i gang.

Jeg ved knap, hvordan jeg skal beskrive de følelser, jeg oplevede den weekend. Alle de nye mennesker, jeg lærte at kende. Alle de nye ansigter, der vil lyse op i mine minder, til jeg er gammel og rynket. Nej, ved I hvad, jeg kører på også til den tid. Den følelse af frihed og eufori, jeg oplever der, er noget, mine fremtidige plejere kommer til at kæmpe for at holde mig væk fra. Jeg kommer til at stå der ved Black med min rollator og danse, som om det var min sidste weekend på denne jord.

Jeg ser ikke min første festival som bare en rejse, men også som en personlig rejse. Jeg gik fra at være nervøs blandt en masse fremmede, mens jeg ventede på bussen, til at have fået minder og venner for livet. Venner, som jeg siden mange gange har delt lignende oplevelser med i mine år som aktiv festivalgænger.

Nogle gange, når jeg tænker over, hvad jeg har taget med mig fra den weekend, hænger jeg lidt fast i tankerne. Jeg tænker på Defqon.1's Saturday End Show, hvor lørdagen bliver rundet af med et magisk fyrværkerishow. Jeg tænker på de ømme muskler efter 3 dages intens dans. Jeg tænker på Coretours' camp, hvor der blev knyttet masser af nye bånd.

Tænk, at den eneste forhindring, jeg så, før jeg tog af sted, var, at jeg syntes, det var dyrt. Nu, hvor jeg ser tilbage, kan jeg kun sige to ord. Det værd. De minder, jeg har skabt hver sommer siden 2015, er jeg villig til at betale betydeligt mere for. Det værd.

Tager jeg af sted igen? Det kan du bande på. Vi ses der i 2019!